Treenighedseftermiddage

Treenighedseftermiddage er foredrag, sange, hyggeligt samvær og selvfølgelig kaffe.

Eftermiddagene begynder kl. 14.30 og ledes af sognemedhjælper Sanne Rahbæk.

Foredragene er gratis. Kaffen koster kr. 20

Alle er velkommen, vi glæder os til at se jer.

Stygge krumpen

Onsdag den 27. september kl. 14.30

Elise Balslev vil fortælle om Stygge Krumpen ud fra Thit Jensens bog.

Thit Jensen, som kaldtes den sidste valkyrie, skrev i 1936 en bog om Børglumbispen Stygge Krumpen. Vi følger ham fra han er ganske lille og sidder på sin mors skød i Budolfi kirke og videre gennem hele sit dramatiske liv som biskop.

Stygge Krumpen er ikke en fortælling for sarte sjæle, når magtkampe og skørlevned i middelalderens forfaldne kirke beskrives. Strålende skønhed og nederdrægtigt fordærv i 1500 tallet går hånd i hånd og er med til at danne rammen om overgangen fra katolsk til protestantisk tro.


Husk at være vågen i åbningstiden

Onsdag den 29. november kl. 14.30

Foredrag ved Kræn Christensen

Der er al mulig grund til at gribe livet, som man har fået og få det bedste ud af det. Det ved enhver, men det bliver det ikke mindre vanskeligt af. Et forsøg på at finde retning og mål i sit liv involverer ikke bare en selv men også andre. Vi har ganske enkelt brug for hinanden, hvis vi skal have et værdigt og værdifuldt liv. 

Jeg er, fordi vi er, for vi er skabt til fællesskab, til familie, til et folk! Vi er skabt til at komplimentere hinanden. Vi er skabt til at være i et netværk af relationer, til en indbyrdes afhængighed med vores med-mennesker, med resten af skaberværket, om jeg så må sige. Foredraget vil sætte skub i tankerne om: hvem er vi? Hvad er et menneskeliv i grunden? Underforstået at intet menneske er noget i sig selv!


Sangeftermiddage

Onsdag den 25. oktober kl. 14.30

Ved denne Treenighedseftermiddag vil vi synge sammen - fra højskolesangbogen og andre sangbøger.

Kirkens organist sidder ved klaveret og leder os igennem er række efterårs- og vintersange. Efter kaffen holder vi "ønskekoncert", hvor du har mulighed for at vælge, hvad vi skal synge. 

Har du en sang, som ikke findes i højskolesangbogen, er du velkommen til at tage den med. Måske har du også lyst til at knytte en kommentar til sangen.


Julepotpourri

Onsdag den 13. december kl. 15 NB!

Julepotpourri med Treenighedskirkens Drengekor

Vi begynder med kaffe, julehygge og lotteri i salen. Drengene fra Treenighedskirkens drengekor synger deres elskede og stemningsfulde julepotpourri i kirken kl. 16.